Et kort eksembel:
Jeg er lang, høj, klodset og nervøs anlagt pga uregerligt stofskifte og voldsom barndom. At jeg også kommer fra fattige kår med enlig mor som forsørger, hjælper heller ikke når man så ikke kan få alt det tøj man vil eller har lyst til. Min voldsomme barndom gjorde desuden, at jeg ikke kunne udvikle mig mentalt som andre "normale" børn og derfor var der mange ting jeg ikke forstod eller ikke vidste og efterlod mig med et undertrykket raseri. Oven i det kan man tilføje, at jeg kommer fra en helt anden landsdel end dem jeg færdes i så der skiller jeg mig også ud.
Behøver jeg, at nævne alle de ting man kan sætte finger på her? Nej vel.
At blive dømt over, at man går/tænker/kører/spiser/snakker/fiser/osv anderledes end andre hjælper ikke lige just på at opbygge en god tillid til sig selv og omverdenen. Det opbygger en smerte der ikke kan helbredes helt og efterlader en med et hul der ikke kan fyldes op.
Vi vælger alle udfra bedste evne hvad vi skal have på af tøj og smykker mm og dette virker som en simpel ting. Det er bare ikke altid tilfældet! I mit eksempel tog det mig mange år at få en følelse for mig selv og hvad jeg skulle og kunne have på. Og hvorfor? Pga min opvækst! Det tages der ikke hensyn til og man bliver mødt som et vejkryds eller en regulær joke. Man bliver hånet, nedgjort og generelt behandlet af helvedes til og det kan være, at du sidder og smiler lidt ved tanken fordi du ikke kan sætte dig ind i noget så åndsvagt. Tænk, at man kan have det sådan? Skulle man ikke bare tage og få sig et liv? Det er sku så meget nemmere, at håne end at forstå og jeg har sku ondt af dig!
Hvad fanden giver nogen ret til at dømme andre på den måde?!
Og hvad så hvis "Dorte" kommer i skole iført orange gamacher?! Ikke en skid men der skal nok blive snakket om hende bag ryggen og hvis hun har lav selvtillid kan man da også lige mobbe hende! Hvor er støtten og forståelsen for hvor hun kommer fra og evt har været igennem?
Det er ekstremt hårdt og svært at skille sig ud for det meste og der kommer så meget negativ opmærksomhed hvis man da ikke har egoet til det. Jeg gik i underligt tøj. Jeg gik på underlige måder. Jeg opførte mig af og til underligt. Jeg snakkede anderledes. Der var så mange ting jeg ikke vidste og det var der ingen hensyn til.
Man skal altid feje foran egen dør og ikke fyre en smøre af om andre uden, at komme omkring mine egne fejltagelser. Jeg finder mig selv fra tid til anden i, at kigge og grine af andre og fortælle andre om hvordan de så ud. Det er hårdt, at se at man er blevet sin egen mobber. At man er blevet noget af det man hader allermest!
Et andet eksempel:
En dag jeg gik ned igennem gågaden kom der en rigtig down-the-hood-homeboy gående imod mig. Selvfølgelig "ved jeg", at han ikke vil flytte sig og at han tror han ejer det hele. Han tror med garenti, at han er så skide smart og at han er bedre end mig. Jeg skulle fandeme ikke flytte mig for ham, så da jeg passerer ham går jeg mere eller mindre ind i ham. Han reagerer prompte med et dybtfølt "Åh det må du undskylde!"
Hvem var lige idioten der?...
Livet er altid nemmere, at se på når det omhandler andre men svære, at gennemleve!
Tænk dig om før du dømmer andre på forhånd!
/The Nightwatchman
